Sudeterkrisen

Sudeterkrisen er en betegnelse på den diplomatiske krise, som fandt sted i sommeren og efteråret 1938 mellem Nazi-Tyskland på den ene side og Tjekkoslovakiet, Storbritannien og Frankrig på den anden side. Tyskland gjorde krav på Sudeterlandet, et grænselandskab med næsten udelukkende tysksproget befolkning. Tjekkoslovakiet nægtede at afstå dette, fordi området var af enorm strategisk betydning, da det meste af landets forsvarsværker var beliggende langs den tysk-tjekkiske grænse.

Adolf Hitler var fast bestemt på at iværksætte invasionen af Tjekkoslovakiet senest den 1. oktober, hvis tjekkerne ikke accepterede tyskernes krav, og mobiliserede de tyske styrker. Tjekkoslovakiet var ikke villige til at overgive Sudeterlandet uden kamp og mobiliserede sine militære styrker for at stå imod et kommende tysk angreb. Krisen kunne eskalere til en europæisk storkrig, efter som både Frankrig og Sovjetunionen havde militære alliancer med Tjekkoslovakiet og var forpligtede til at støtte landet i tilfælde af en tysk aggresion.

Minderne om 1. verdenskrigs grusomheder og frygten for en ny storkrig førte til en "fredelig" afgørelse af krisen ved Münchenkonferansen den 30. september mellem statslederne af Tyskland (Adolf Hitler), Storbritannien (Neville Chamberlain), Frankrig (Édouard Daladier) og Italien (Benito Mussolini). Aftalen gav Tyskland tilladelse til at indlemme Sudeterlandet i bytte mod, at Tyskland gav afkald på andre krav over for Tjekkoslovakiet.

Fra britisk side var formålet med Münchenaftalen at forhindre en ny storkrig. Men allerede den 15. marts 1939 brød Adolf Hitler aftalen ved at invadere resten af Tjekkoslovakiet og omdanne Bøhmen og Mähren til tysk protektorat, og den 1. september 1939 invaderede Tyskland Polen i overensstemmelse med Molotov-Ribbentrop-pagten, hvilket fik til følge, at Storbritannien og Frankrig erklærede krig mod Tyskland.